Sådan arbejder jeg

Jeg afholder både samtaler med børn og unge alene, men også samtaler alene med forældrene eller hvor hele familien deltager.

 

Jeg har gennem mange år afholdt børnesamtaler og forældresamtaler, arbejdet med klasserumsledelse og teamudvikling og ser stor værdi i det fælles arbejde der skal til for at et barn kommer i trivsel.

 

Igennem mit mangeårige arbejde har jeg erfaret, at mange børn og unge har ondt i livet. Det kan der være mange grunde til. Stress, mobning, skænderier i familien, ensomhed, manglende tillid til sig selv og omverdenen, savn, skilsmisse, jalousi, nye familieforhold osv. Det er vigtigt at barnet/den unge får hjælp til at forstå sig selv og sine følelser, så barnet/den unge derfra selv kan være med til at handle og lave forandringer i forhold til sig selv og omverdenen.

 

Det kan være vanskeligt for børn at tale om alvorlige emner, og særligt om deres egne oplevelser. Børn har derfor brug for kompetente voksne til at lytte og guide dem til at få organiseret deres oplevelser til konkrete fortællinger.

 

Samtaler, hvor børn/unge oplever varme, varsomhed, tydelighed og anerkendelse, kan hjælpe barnet til at få forståelse for det, der er sket og derved blive klar til at få bearbejdet sine erfaringer. Tavshed kan derimod føre til, at barnet får forstærket sin følelse af at være anderledes og følelsen af, at der er noget galt med det.

 

Jeg arbejder med udgangspunkt i den systemiske tænkning og med narrativ terapi, hvor både børn og forældre bliver mødt med tillid og forståelse for deres historie.

 

Hos mig er det ikke personen, der er problemet, men problemet, der er problemet og i fællesskab finder vi nye måder at tale med hinanden på, for derved at få øje på nye muligheder.

 

Jeg har fokus på, hvordan barnet/den unge trives og udvikler sig. Hvordan relationer styrkes og på hvordan de voksne, der er omkring barnet/den unge har betydning for en sundere og mere meningsfuld tilværelse.

 

Samtalernes varighed og terapiforløbets længde vil variere, og vi vil sammen aftale omfanget af forløbet. Du kan vælge at ringe eller skrive til mig, så jeg får mulighed for at høre hvilken problemstilling det drejer sig om. Oftest vil jeg herefter mødes med forældrene, hvor vi i fællesskab beslutter det videre forløb, der typisk er fra fem til ti timer.